Babysalmesang
Babysalmesang
Babysalmesang henvender sig til babyer mellem 1 og 12 mdr. og deres forældre. Vi synger salmer og kendte børnesange. Vi leger med rytmeæg, tørklæder, danser og lytter til musik. Bagefter...
Kirkebryllup er både vielse og velsignelse af et par. Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som vielse på rådhuset. Vielsesceremonien i kirken forløber med bønner, salmer, bibellæsninger, en vielsestale og velsignelsen. Er I allerede blevet viet på rådhuset, kan I få en kirkelig velsignelse.
Til vielsen eller den kirkelige velsignelse takker vi for den kærlighed, vi har mødt gennem hele livet. Her giver det også mening at tale om tilgivelse, pligt, troskab, barmhjertighed og om kærligheden som en gave. I velsignelsen får brudeparret en styrke fra Gud, som er dén, der er større end os selv og vores kærlighed. I kan blive viet og velsignet i Nykøbing Mors Kirke, hvis I bor i sognet, eller på anden måde har tilknytning til sognet. For at blive gift i folkekirken kræver det, at den ene af jer eller I begge er medlem.
Vielsesceremonien indledes med klokkeringning, indgangsmusik (præludium) hvor bruden bliver ført op ad kirkegulvet og en indgangssalme. Derefter hilser præsten fra alteret, beder en bøn og læser nogle udvalgte tekster fra Bibelen. Efter en salme går man videre til selve vielseshandlingen.
Vielseshandlingen indledes med præstens tale til brudeparret. Brudeparret træder frem foran alteret eller venter med det til efter talen. Talen indeholder forkyndelsen af Guds kærlighed og en mere personlig tale til brudeparret.
Efter talen kommer tilspørgslen, hvor begge svarer ja to gange. Først stilles spørgsmålet om at tage den anden til ægtefælle. Med svaret ja forpligter parret sig på ægteskabet i borgerlig og juridisk forstand. Derefter stilles spørgsmålet om at elske og ære i medgang og modgang, indtil døden skiller ad. Dette spørgsmål handler om forholdet mellem de to og afspejler det kristne menneskesyn.
Efter vielseshandlingen synges endnu en salme, præsten beder en bøn og lyser velsignelsen, inden den sidste salme synges. Vielsesceremonien slutter med, at brudeparret sammen går ud af kirken under udgangsmusikken.
Når begge har sagt ja til hinanden, siger præsten: Så giv hinanden hånd derpå. Med sin hånd på brudeparrets hænder forkynder præsten derefter, at brudeparret nu er rette ægtefolk. Med denne handling er brudeparret juridisk set viet til hinanden. Tilspørgslen kan afsluttes med, at brudeparret giver hinanden ringe på.
Vielseshandlingen afsluttes med en bøn og velsignelsen. Brudeparret knæler ved alteret, og med sine hænder på deres hoveder beder præsten for brudeparret og afslutter med fadervor. Derefter rejser brudeparret sig og sætter sig på deres pladser.
Med forbøn og velsignelse suppleres den juridiske vielse ved, at brudeparret som ægtepar modtager Guds velsignelse, og dermed i deres kærlighed til hinanden ligeledes kan trække på Guds kærlighed. På den måde er den sidste del af vielseshandlingen den særlige kristne del, hvor den juridiske handling tillføjes Guds velsignelse af ægteskabet.
Når I skal vies er der nogle ting, I skal huske. Vielsesdatoen skal aftales med kirkekontoret, I skal have en prøvelsesattest, I skal finde ud af, hvad I fremover vil hedde, der skal være vidner til vielsen, og I skal have en samtale med præsten.
Ønsker I at blive viet eller få en kirkelig velsignelse i Nykøbing Mors Kirke, skal I kontakte kirkekontoret for at aftale en dato. I kan blive viet eller få en kirkelig velsignelse i Nykøbing Mors Kirke, hvis I bor i sognet eller på anden måde har tilknytning til sognet. Når I har aftalt en dato for vielsen eller den kirkelige velsignelse, vil præsten kontakte jer for at aftale et tidspunkt for en samtale.
Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på borger.dk for at få prøvelsesattesten. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.
Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres vielse, skal I selv ansøge om det på borger.dk. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring.
Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen.
Før vielsen eller den kirkelige velsignelse i Nykøbing Mors Kirke bliver I kontaktet af præsten for at aftale tidspunkt for en samtale. Ved samtalen taler I med præsten dels om alt det praktiske i forbindelse med vielsen eller den kirkelige velsignelse herunder også salmevalg, dels lidt om jer selv og jeres forhold, som kan bruges til vielsestalen.